Den Nationale Hydrologiske Model (også kaldet DK-modellen) er en integreret hydrologisk model for hele Danmark der beskriver både de naturlige hydrologiske kredsløb og menneskelige påvirkninger. Modellen simulerer hele ferskvandets kredsløb med nedbør, fordampning, infiltration, overfladisk afstrømning, grundvandsdannelse, drænafstrømning samt afstrømning fra grundvand til vandløb, søer og hav.
Modellen er en fysisk baseret koblet grundvand-overfladevandsmodel og den integrerede tilgang er afgørende for danske forhold, idet her gælder en meget stærk interaktion mellem grundvand og overfladevand, bland andet fordi vandforsyningen i Danmark er næsten 100% baseret på grundvand.
Modellen er udviklet og vedligehold hos GEUS siden 1996 og blev oprindeligt udviklet som en national vandressource model. Siden da er den udviklet og anvendt til at kunne adressere den lange række af hydrologiske problemstillinger som kræver en integreret hydrologisk tilgang og modellen har i dag en høj detaljeringsgrad (100x100m grid) og simulerer hele det hydrologiske kredsløb for hele landet, grundvand - både det dybe- og det terrænnæregrundvand - i interaktion med overfladevand i realtid hvor f eks. hydrologiske indeks kan følges på daglig basis.

